Vittrup Baun ved Bække

Lørdag d. 31. august 2019 kl. 13-15.

Vittrup Baun er nulevende naturhistorie med samfundshistoriske spor. Der er tale om en privatfredet naturplet på den jyske højderyg og med sine 101 m over havet det næsthøjeste punkt i det gamle Ribe amt.
Oprindelig har Baunen tilhørt en gård i Vittrup, der var anneksgård til Brørup Præstegård. Senere blev den udskilt og skiftede flere gange ejer. Til sidst blev den købt på tvangsauktion med henblik på at bevare området som naturområde. Der blev dannet et andelsselskab, der udstedte andelsbeviser til parceller i området. På den måde blev det muligt at kunne vedligeholde og forny området.
Under besættelsen boede en deling tyske soldater i området, hvor de rejste barakker og etablerede en lyttepost og støjsender på stedet. Derudover gravede de en masse løbegrave, opsatte pigtrådsspærringer og udlagde landminer. Sporene fra dette kan man stadig se i den østlige del af Baunen.
Geodætisk Institut har tidligere brugt postamentet på stedet som udgangspunkt for deres opmålinger.
Der findes et udsigtstårn, men en ellers meget flot udsigt er hæmmet af opvoksede træer.
Vi vil gå en tur langs en afmærket sti under ledelse af en kyndig lokalkendt person Aksel Storm, der vil kunne fortælle sjove historier om stedet.
OBS! Hvis vi kan få tilladelse til det, vil vi kort besøge Kragelund Mose, der huser den meget sjældne plante Otteradet Ulvefod, og som ligger ganske tæt ved Vittrup Baun.
Turleder: Aksel Storm og Arne Krogh Clausen
Mødested: Grønttorvet kl.12.15 eller ved Baunen, Vittrup Baunevej 13 Brørup
Pris: transport: ca. 50 kr.
Tilmelding: senest d. 29. august kl. 20 til cm@egonline.dk eller tlf.: 28288836.