Fugle- og botaniktur til Hindø i Stadil Fjord den 20. juni 2015
Første halvårs program i NaturSydVest regi sluttede af med en fugle – og botaniktur til den lille fredede, privatejede Hindø i den østlige del af Stadil Fjord. Ifølge fredningen (1990) må øen ikke dyrkes, men skal ligge som enge og overdrev. For at bevare de åbne strandenge skal øen afgræsses.
Knap var vi nået over den lange, smalle bro, før Skægmejserne, Rørhøgen og Rørdrummens pauken stjal alles opmærksomhed. Så måtte Rørspurven, Rørsangeren, Sivsangeren, Engpiberen, Gul Vipstjert, By – og Landsvalen og de mange Skarver m.fl. finde sig i at komme i anden række.
For de botanikinteresserede var det interessant at se den ret sjældne Gul Frøstjerne brede sig langs stien først på øen, ligesom det var spændende at se både Frøbid, Vandranunkel, Vandnavle og Hjertebladet Vandaks m.fl. i de gamle fiskedamme. – De tørre overdrevsagtige arealer blev domineret af Håret Høgeurt, Fløjlsgræs, Lyngsnerre og Vellugtende Gulaks. På de fugtige arealer var det planter som Gul Iris, Knæbøjet Rævehale, Tiggerranunkel, Kærranunkel, Vandnavle, Trævlekrone og Kærsnerre, der dominerede.
På den 4 km lange vandretur rundt om selve øen fik vi et godt indtryk af, hvor stor Stadil Fjord i virkeligheden er. At der er registreret ikke mindre end 52 undervandsplanter – heraf 46 arter af blomsterplanter – er ret enestående.
Vandkavaliteten er på niveau med de mest rene søer i Danmark.
Efter tre timer med pauser til både formiddagskaffe og frokost i det grønne gik turen til Kimmelkær Landkanal i et sommerhusomåde nordøst for Stadil Kirke. Her gror den meget, meget sjældne Vandranke. Den er på rødlisten over planter, der har krav på særlig beskyttelse. Vi opsøgte det sted, hvor den i 2014 var talrigt til stede. I år kunne vi ikke få øje på den. Det er imidlertid normalt, at den ikke blomstrer hvert år.
Måske blomstrer den lidt senere i år? Vi fortsatte ad en “græsslået sti” parallelt med kanalen ud til Tim Enge, et område der blev sat under vand/naturgenoprettet i 2007. Herfra kunne vi bl. andet iagttage en stor skarvkoloni. I området er der bl. andet observeret flere havørne.
Vi sluttede turen af med lidt sommerhushygge i Den Gamle Skole på Stadil Ø.
Turen var arrangeret af Mona Hadrup med gode input fra flere af de 12 deltagere.