Gram Storskov har en varieret skovbund. I området op til lergraven består jorden af muld med indslag af kalkholdigt ler. Turleder Carsten Matthiesen havde valgt to små ruter langs Gram Å, som indeholdt en række spændende arter. Vi kiggede nærmere på bl.a. tandrod, desmerurt, nordlig lundfladstjerne, skovarve, skov-springklap, nyrebladet ranunkel, bingelurt, skov-star, krybende kabbeleje, sanikel og den store finale var en flot bestand af ca. 100 blomstrende tyndakset gøgeurt. Der blev også kigget på insekter og her så vi bl.a. stor humleflue, blodcikade, nældesommerfugl, aurora og citronsommerfugl.  En enkelt grønspætte blev hørt på afstand.
Alt i alt en udbytterig tur for de 20 deltagere.