Et meget flot naturområde nær Blåvand Fyr med klitter og lavtliggende områder af vekslende karakter var målet for sensommerens botaniktur.
På en to timer lang tur i høj solskin guidede Carsten Mathisen os – en flok på 12 – gennem området, så vi fik set en række sjældne planter som: Klit-Kambunke, Klit-Limurt, Klitrose,
Klit-Kællingetand, Sandsiv og sidst men ikke mindst den smukke Baltisk Ensian. Sidstnævnte lyskrævende og yderst sjældne art af Ensianfamilien groede i et afgræsset område mellem Gråris og Tormentil Potentil.
Undervejs lærte vi blandt andet:
  • at skelne mellem Alm.Kællingetand, Sumpkællingetand og Klit-Kællingetand. Sidstnævnte er håret og har hul stængel!
  • at se forskel på Klit-Kambunkens bredere, indrullede blade og de børsteformede blade hos Sandskæg, som den voksede iblandt.
  • at Sandsivs blomster sidder i etager, og at blomsterstanden ser kompakt ud sammenlignet med blomsterstanden hos ex. Glanskapslet Siv.
Mellem alle sjældenhederne var der talrige andre arter at kigge på og fotografere. Ex.: Blåmunke, Harekløver, Engelsk Græs, Smalbladet Timian, Gul Snerre, Flerårig Knavel, Tandbælg,
Alm. Mælkeurt, Øjentrøst, Vellugtende Gulaks, Gåsepotentil, Liden Klokke, Rødknæ, Skjaller, Musevikke, Gul Stenurt m.fl.
Mange af dem som kummerformer som følge af den næringsfattige sandbund. I et af de mere fugtige områder så vi Kattehale og Vandnavle.
Turen blev afholdt i samarbejde med Botanisk Forening.

blaavand-2016